Klubnyheder

Snart er sommerferien slut, og I får lidt tanker inden starten (13. august)

26. jul. 2018, kl. 16.02

Klubben har nu eksisteret i snart 5½ år, og der er fortsat mange børn i Nordvestkvarteret, som er glade for vores tilstedeværelse og engagement. 

Vi er naturligvis klar over, at det kan være svært at fastholde børnene i den samme sport igennem flere år, men de børn der vælger den, vælger den for livet.

I denne sommerartikel vil jeg gerne dele nogle observationer og tanker fra et Taekwondo liv igennem de sidste mere end 30 år.

At gå til en sport handler ikke kun om at være fysisk aktiv, men i lige så høj grad om at få et fællesskab med andre børn og lære at danne kammeratskaber samt opbygningen af mange andre sociale færdigheder, som kan blive vigtige støttepunkter i ens barndom, videre ind i ungdommen og det voksne arbejdsliv. Relationer som i mange tilfælde holder hele livet.

At engagere sig i en forening/sport er også med til at man kan videreudvikle sociale færdigheder der i vores samfund er vigtige kompetencer. For forældre handler det i høj grad om at kunne være med til at sikre grundlaget for ens barns udvikling ved at tage del i foreningslivet. At have et fællesskab med sine børn som rækker ud over det at være forældre.


For mig har sporten været med til at forme mig til det menneske jeg er i dag. Hvis jeg ikke var begyndt til sport, er jeg ikke sikker på at jeg ville have opnået den succes i både mit privatliv og på mine arbejdspladser, som jeg har haft. Som lille havde jeg ikke den store selvtillid og var ikke specielt målrettet. Igennem min sport opnåede jeg at få større selvtillid, bedre fysik, bedre karakterer i skolen pga. bedre koncentration og blev væsentligt mere målrettet. Færdigheder der var nødvendige for mig i sporten, men som også fulgte med over i skolen og senere også i mit arbejdsliv.

Jeg kan ikke nævne en enkelt solstrålehistorie, men rigtig mange igennem de over 30 år jeg har undervist. Dette fordi der har været rigtig mange unge, der startede med at komme til os uden mål og retning, men som nu er endt med gode uddannelser og jobs samt en god indgang til livet.

Det er for mig ikke vigtigt hvilken sport de unge starter på, men vigtigt at de går 100% ind i det. Det kræver, at forældrene ser på den fritidsaktivitet som andet end leg, men en dannelse af et kommende ungt menneske. Det kræver at opbakningen fra forældrene sker i form af opmuntring og vedholdenhed. Giver forældrene op, vil børnene hurtigt finde noget andet de hellere vil... og så noget andet igen de hellere vil.

I vores tilfælde brugte jeg og mine 2 brødre vores energi til, at være blandt nogle af de de bedste. Ved at lære, at kæmpe for at opnå noget gav det os også en erkendelse af, at man ikke kan få noget gratis, men at det koster blod sved og tårer.

Over årerne er der 3 ord der har fæstnet sig, og som vi gerne viderebringer: Indstilling – hvilken indstilling går man ind til opgaven på, Fokus – Fokus på målet og processen og endelig Vilje – viljen til at ville lykkes og ikke giver op når det bliver for svært.

Et råd til forældrene er, at I finder den aktivitet som giver størst værdi for jeres børn. Vær ikke være bange for at lade dem forsøge forskellige aktiviteter, men gør det over et forløb. Lad være med at skifte spor hele tiden, men så vidt muligt køre en sæson til ende før man prøver noget andet. 

Sportens betydning for børnene er i mange familier slet ikke forstået godt nok. Det er en investering med rigtig mange sidegevinster og de penge man giver ud, er nok en af de bedste ”investeringer”, I kan gøre i jeres børns fremtid!


Varme hilsner
Sabumnim Farooq

Klubnyheder