Klubnyheder

Wonderful Copenhagen Tournamet - Del 1

24. aug. 2016, kl. 15.46

Lørdagen har stået i Wonderful tegn for vores store kæmpere. Otte har været afsted, og de har alle gjort det flot. Samlet blev det til en medaljehøst på 5 guldmedaljer, 1 bronze samt 2 erfaringskampe, hvor især den ene burde have udløst en sejr.

De første guldmedaljer gik til vores senior-damer Arielle og Louise, der begge vandt i sikker stil. Ari lod sig ikke gå på af, at dommeren valgte at slette nogle points, der ikke burde have været slettet, og Louise satte sin tidligere træningskammerat på plads. Ingen tvivl om hvem der var bedst af de to.

På senior-herre siden stillede Casper C op for første gang for klubben. Første kamp blev vundet efter en god første runde og et imponerende underspark allerede efter 2 sekunder. I anden kamp viste CC sit store talent, og han vandt finalen i sikker stil 13-0. Velkommen til klubben, CC ?

Vores anden Casper tabte desværre knebent i sin første kamp. Øv øv øv, men kom igen, Casper. Næste gang har du ham helt sikkert.

Nicolai var vores eneste juniorkæmper i dag. Han mødte en dygtig norsk G-stævne-kæmper, og selv om der var lidt spænding undervejs, kørte Nicolai sejren hjem i superstil. Guldet blev vundet efter sejr på 23-12. Klubbens VM-deltager ser ud til at være i superform, og han er jo altid god for underholdende kampe.

På cadet-siden var Micaela eneste pige. Hun leverede en superpræstation med rigtig god energi, god indstilling og fantastisk gejst. Desværre taber hun knebent, da dommeren snyder hende for adskillige points. Superærgerligt, men det var helt sikkert din kamp, Micaela!

Thomas havde sjældne tre kampe, og selv om han har været plaget af en skade op til stævnet, leverede han i suveræn stil. 19-1, 8-0 og 20-2 vidner om en flyvende Thomas, der i dag mestrede alle spark. Så flot!!

Ilyas var meget glad for sudden i dag. To gange skulle han ud i det. Første sudden blev vundet på et flot hovedspark, mens den anden desværre blev tabt på et halvt minuspoint. Bronze til Ilyas og forhåbentligt revanche til DM.
Alt i alt en dag der nok må siges at være godkendt. Stort tillykke til alle de seje kæmpere, deres familier og ikke mindst deres trænere. Stor tak til coach Farooq, coach Sami samt Marcus, der som altid hjalp vores kæmpere i gennem. Også stor tak til alle dem, der valgte at komme og heppe på vores kæmpere. Det er klasse ☺

I morgen gælder det så både vores børnekæmpere samt Ismail, der stiller op til sit første taekwondostævne.

Endnu en spændende dag i taekwondohallen venter ?

Klubnyheder